Brandene på Skæring Munkegård 1727 og 1728
Maren Tygesdatter (o.1685-1727) var datter af Tyge Jespersen og Anne Kirstine Bording.
Faderen ejede Skæring Munkegård i Egå sogn og Mattrup gods. Hun blev gift 1700 med Hans
Nansen (1670-1716), som var barnebarn af borgmester Hans Nansen i København og amtmand over Silkeborg, Mariager og Dronningborg amter. Han købte Skæring Munkegård på auktion i 1711 for 3.748 rd. Efter hans død, giftede hun sig med Rasmus Randlev (o.1681-1755), som bl.a. havde været regimentsskriver og skriver for Nansen.
Rasmus Randlev havde fra sin tid som regimentsskriver måske tillagt sig en vis strenghed
Over for fæstebønder. Skæring Munkegård nedbrændte i 1727 og 1728, og mistanken om ildspåsættelse faldt da også snart på en række bønder. Af en artikel 13 i Randers Amts Årbog 1945 fremgår:
Det første forsøg gjordes den 16. maj 1727 om aftenen mellem klokken 9 og 10, da der
Blæste en kraftig vind fra sydvest. Ilden opstod i det sydvestlige hjørne af gården, hvor der
fandtes fæhus og svinehus, og i løbet af ganske kort tid var den hele gård omspændt af luerne,
der intet skånede af gårdens bygninger og kun en ringe part af besætningen, men menneskeliv
gik der dog ikke tabt, og havde det udelukkende været hensigten at rydde Randlev af vejen,
var forsøget altså mislykkedes, men havde det kun været meningen at tilføje ham økonomisk
skade, var det lykkedes over al måde.
Ved Rosenholm og Vosnæsgårds birketing får Randlev udtaget 5 synsmænd, der 11.
Juni møder på brandtomten for at syne og besigtige.
Ved foretagen opmåling på grunden befandtes gården at have bestået af 4 sammenbyggede fløje, stuehuset i nord havde været tækket med tegl, 67 alen lang og 11 alen bred og
Forsynet med udskud mod nord. I samme fløjs vestende var en kælder på 16 alen, og i husets
anden ende en kælder på 10 alen.
Den østlige fløj bestod af borgstue, stald, lade, fæhus og andre huse samt portrum, og
i den nordre ende nogle fag, som havde været teglhængt. Laden havde været 40 alen lang og
17 alen bred, og de øvrige huse 90 alen lang og 10 alen bred.
Søndre længe, som havde været fæhus, var 63 alen lang og 11 alen bred. Vestfløjen,
der havde været lade, var 54 alen lang og 18 alen bred. Ved søndre og nordre ende nogle fag
Til fæ og får. Ved nordre ende af østre fløj havde været et tørvehus 76 alen lang og 16 alen
bred. Inde i gården ved østre side af vestre lade havde stået et vognhus på 9 alen i længden og
bredden, og tæt derved en svinesti på 3 fag.
Da synsmændene naturligvis også havde set gården før branden, var det let for dem at
bevidne, at Randlev i de 9 år, han havde haft gården, havde opbygget en del af ladegården, så
Hele gården nu før branden var i meget god stand. Deres synsforretning afhjemledes ved birketinget 14. juni, hvortil var indkaldt adskillige vidner for at afgive forklaring.
Anders Nielsen, Peder Olesen, Rasmus Terkelsen og Rasmus Joensen, alle af Skæring
by, berettede, at de alle var gået til sengs, da byen af nogle af gårdens folk blev råbt op. De
stod alle op og begav sig til brandstedet, og ved ankomsten hertil var hele gården omspændt
af luer, så intet stod til at redde. Af bohave reddedes kun lidt sammen med noget sengetøj,
som herskabet havde bragt ud af huset, før byens folk kom til. Af besætningen indebrændte 51
høveder, 40 svin, 20 lam, 15 heste, 6 geder, 5 kid, 50 gæslinger og nogle gamle gæs samt en
Del høns og nogle småkreaturer. Af korn reddedes kun 3 tdr. rug, der lå til tørring på ovnen.
Jens Nielsen Brandt og Niels Rasmussen, tjenende Søren Nielsen i Egå, Søren Jensen af Skæring og Inger Laursdatter, tjenende Jørgen Pedersen i Elsted, bevidnede, at de på dagen branden fandt sted var på hovarbejde og sammen med andre rensede korn i laden, men ingen af dem var ved uforsigtighed skyld i branden, der efter deres formening måtte være påsat.
Michel Rasmusen Kuch af Egå fortalte, at han på branddagen passede gårdens småkvæg i marken fra morgen til aften, og efter hjemkomsten drev han netop forbi de huse, hvori ilden opstod, men han så intet mistænkeligt. Han ringede nu tjenestefolkene sammen til aftensmåltid, hvorpå de straks forsamledes, og eftersom Anders Yde og Johan Mathiasen, som fulgte plovene, var kommen hjem fra marken, og ligeledes drengene, var alle hjemme undtagen drengen, Niels Saugmand. Lidt efter kom Randlev ind i stuen til dem og snakkede med dem om et og andet, og før de var færdige med at spise, var Randlev med hustru og børn gået til bords, og vidnet tillige med den anden røgter, Niels Sørensen, søgte deres senge, der var i det sydøverste hjørne af gården, og bemærkede da hverken røg, damp eller lugt, men aldrig såsnart han havde fået kjole og trøje af og var begyndt at løsne sine strømpebånd, råbtes der i gården, at porten skulle åbnes, og han løb da ud på de bare strømpefødder med trøjen i hånden, og da han først så ilden, løb han til kohuset og slog køerne løse, men da havde ilden allerede fat i taget, der var af lyng og halm. Han løb nu til et andet hus, hvori der var 6 køer og en tyr, men heri forhindredes han af ilden, hvorfor han løb til fårehuset og fik døren op og Fårene jaget ud.
Søren Gyf og Anders Yde søgte at få 4 hopper ud, men forgæves, og husbonden kaldes nu på ham for at få ham til at redde noget fra stuehuset ud i haven. Da det ikke var muligt at komme ind gennem døren, måtte vinduerne benyttes, og ad denne vej reddedes nogle forgyldte lænestole, et stort forgyldt bord, et forgyldt spejl, en dragkiste, en lakeret kiste med noget sengetøj i, og ad samme vej måtte Randlevs hustru reddes ud. Lidt efter kom Jens Skrædder, Niels Saugmand og Søren Frandsen, husmænd i Skæring, og hjalp til med at få reddet noget ud fra dagligstuen og køkkenet, men det var kun lidt, der bjergedes.
Om ildens opståen forklarede Michel Rasmussen, at fra ildens opkomst og til gården var ganske omspændt af flammer var kun en god halv time. Hans medtjener, Niels Sørensen, som nylig havde lagt sig, måtte så godt som nøgen løbe fra ilden medtagende skjorte og trøje, som han fik fat på. Såfremt man havde opdaget ilden en halv times tid senere, havde det ikke været muligt at redde hverken mennesker eller dyr, for så havde alle været til sengs og gårdens eneste port låset.
Som man vil se, blev der ikke levnet meget, og Randlev selv overvurderede næppe skaden, når man anslår den til 9000 rdl, et tab, som han naturligvis selv måtte bære, og så i øvrigt snarest muligt se at få opført en ny gård, hvad han da også straks går i gang med, og han opnåede da også i sommerens løb at få opført 14 fag stuehus med tegltag mod nord, 16 fag lade mod syd og 41 fag fæhus o.l. mod vest.
Således stod sagerne helligtrekongersaften 1728, da skæbnen atter var ude efter ham. Denne brand blev dog af betydelig ringere omfang, idet kun laden nedbrændte, ganske vist Sammen med hele årets indavlede korn. Branden opstod på et tidspunkt, da der sædvanligvis fodredes sidste gang, så man opdagede hurtigt ilden i laden, som dog ikke stod til at redde, da det blæste hårdt fra syd. Man søgte nu et at redde fæhuset mod vest, hvad også lykkedes, og her gjorde man et fund, der med al tydelighed viste, at der atter var tale om ildspåsættelse.
På jorden ved det sydvestlige hjørne fandtes et instrument bestående af en hasselkæp, 2½ alen
lang, kløvet i den ene ende, og i kløften fandtes anbragt et stort stykke tønder (letfængeligt
materiale til optænding), og uden om dette var der svøbt en del fint hørblår og med et stykke
af en hvid klud sammenhæftet for at fastholde, og i blåren var så nogle flere stykker tønder
indsat, hvoraf nogle sås tydeligt at have været antændte.
Tabet ved denne brand opgjordes til 1600 rd, så det kan vist ikke forbavse, at Randlevs økonomi kom ud for en svær belastningsprøve. Nogen brandforsikringssum var der selvsagt 100 ikke at hente, så der var ingen anden udvej end at søge kongens bistand, hvorfor da også Randlev 27. maj 1728 sender majestæten en meget vemodig memorial, hvori han optrævler hele historien og forhistorien.
Gården, som han jo havde giftet sig til, var just ikke gældfri, da han overtog den, idet boet efter Hans Nansen viste det ganske ringe overskud af 219 rd og 5 mark til deling mellem enken og to døtre, og siden overtagelsen har han ofret 1500 rd på gårdens forbedring.
Majestæten bønhører ham 18. juni med 4 års skattefrihed af gårdens hartkorn og eftergivelse af restancer på 256 rd og 20 sk.
Hvorledes branden var opstået, var ingen i tvivl om, men hvem den eller de skyldige var, stod foreløbig ikke ganske klart. Fem år før branden var en af Randlevs bønder bleven arresteret for hestetyveri og trussel om ildspåsættelse hos naboerne; ved landstinget blev han dømt til galgen, men undveg, og skal opholde sig i omegnen, og et rygte gik da, at han skulle have en del kammerater, der kunne hjælpe ham med slige onde gerninger. Havde han ikke selv forøvet ildspåsættelserne, formodedes han at være anledning dertil, da rygtet gik, at nogle af Randlevs fæstebønder havde købt en person til at gøre den første ulykke, og gav ham 14 rd. derfor, og for den sidste 20 rd, men hvem og hvor mange, der havde været om det, kunne dog ikke erfares ved nærmere undersøgelse.
Et rygte ville dog vide, at en rytter, Peder Jensen Munch, som med permission opholdt sig i Egå hos en broder, havde påsat begge brande, men da rygtet nåede ritmesteren, aflagde rytteren ed på, at han var uskyldig, hvorefter han rejste bort. Han arbejdede nu en tid på de omliggende byers marker, og kom også til en af Randlevs fæstebønder, hvor han opførte sig temmelig løssluppent med drikkeri og skyden ind ad vinduerne. En aften kom han også til Randlev i dennes nye hus og bedyrede sin uskyld og fortalte bl.a. at han havde siddet arresteret på Bremerholm. Da han forlod gården, skød han tre gange og angreb gårdens folk, hvorfor Randlev begærede ham indsat i arrest, og her kom han i forhør hos regimentets auditør.
På samme tid lader Randlev tre af sine mistænkte fæstebønder indsætte i Århus Bys arrest, og flere fulgte snart efter, og inden enden tog, var ikke mindre end 14 af gårdens fæstere implicerede. Da det jo ikke var nogen helt billig fornøjelse at forfølge en sådan sag, søgte Randlev kammerkollegiet om forstrækning af amtets kasse til arrestanternes underhold, og samtidig beder han kongen om fri proces og om kommissarier til sagens udførelse, hvilket også bevilgedes.
6. juli 1731 afsiger kommissionen sin dom, der efter nutidens begreber må opfattes som hårrejsende. Hovedgerningsmanden, Peder Jensen Munch, skal knibes med gloende tænger på fire steder, hans højre hånd levende afhugges, kroppen levende kastes på en ild og brændes. Brødrene Søren, Ole og Jørgen Pedersønner skal have deres liv forbrudt, deres hoveder med et sværd afhugges og tilligemed kroppen begraves på kirkegården, samt deres boelslod være forfalden, fordi de har købt og tilskyndet gerningsmanden til begge brande eller til at ombringe Randlev. Jesper Rasmussen, der skal have været medvider, dømtes foruden fæstes fortabelse til at betale fuld mandebod, 3 x 18 lod sølv, og såfremt han ikke formår at betale den halve skade, skal han arbejde på Bremerholm i tre år.
Troels Olsen, der også var medvider og tilskynder, skal miste sit hoved med sværd og hans hovedlod være forbrudt.
Niels Brandt skal miste sin hals, og hovedet med sværd afhugges og lægges på stejle. Christen Munch skal have sin hals forbrudt og i 6 år arbejde på Bremerholm. Niels Smed skal betale 3 x 40 lod sølv, og i mangel af skadeserstatning skal han arbejde på Bremerholm i 6 år. Rasmus Røgter skal foruden at have sit fæste forbrudt bøde 3 x 40 lod sølv, og i mangel heraf arbejde på Bremerholm i tre år. Niels Christiansen, som er bortrømt, skal miste sit liv, når han findes, hans hoved med en økse afhugges og sættes på en stage, og hans hovedlod være hjemfalden. Lars Sørensen og Anders Pedersen skal have deres fæste forbrudt og hver bøde 3 x 40 lod sølv, og i mangel heraf samt halv skadeserstatning at arbejde på Bremerholm i tre år. Niels Bonde bør have sit fæste forbrudt og for dølgsmål betale 3 x 18 lod sølv. Lars Michelsen og Ole Espensen bør have deres fæste forbrudt.
Fem af de tiltalte søgte at få sagen frem til Højesteret, hvilket også bevilgedes 6. august 1734, og her afsagdes dom 10. marts 1735. Denne blev dog ikke synderlig mildere. Peder Munch og Niels Brandt dømtes til at miste deres hals og stejles, og skaden betales af deres gods, ligesom de hver skal betale 40 lod sølv til kongen og Rasmus Randlev samt til husbonden deres boslod. Christen Munch og de tre brødre, Søren, Ole og Jørgen Pedersønner, Troels Olsen og Niels Christensen bør for deres misgerninger arbejde i Bremerholms jern på livstid, og have deres boeslod forbrudt. I det øvrige skal kommissionens dom stå ved magt.
Omkostningerne ved arrestationerne, underhold og proces bør udredes af deres midler, så vidt disse rækker.
Hermed var denne side af sagen for så vidt bragt til afslutning, som det jo ikke kunne volde større vanskelighed at henrette de dødsdømte, for så vidt de da ikke var bortrømte, men med inddrivningen af de mange lod sølv var det en ganske anden sag. Domsudskriften sendes via amtsforvalteren til Randlev, der skal udtale sig om, hvor de dømte personers formue er at finde.
Randlevs svar var ikke ligefrem opmuntrende. Hovedmanden, Peder Munch, der alt var lagt på stejle, ejede intet, og Randlev havde endda måttet forsyne ham med klæder i arresten. Niels Brandt havde haft en fæstegård i Egå, som han blev sat fra i foråret 1729. Han blev samme år arresteret, men rømte fra arresten i Århus. Han ejede heller ikke noget. Christen Munch, som var broder til Peder Munch, beboede en gård sammen med Niels Brandt.
Han blev i arresten syg og elendig, så han måtte løslades for at få en kur, og skønt dømt til Bremerholms jern har man endnu ikke sendt ham derover for hans skrøbeligheds skyld, og fordi han for kommissionen gav så redelige oplysninger til sagens opklaring, blev han med hustru og små børn anbragt i et hus i Egå. Han er også ganske uden formue. Søren Pedersen, der beboede en gård i Elsted og iøvrigt brød ud af arresten, har heller ingen formue. Oluf Pedersen, der også beboede en gård i Elsted, blev syg i arresten og bragtes hjem til sin gård, hvor han døde uden at efterlade sig noget. Jørgen Pedersen, der beboede en halvgård i Elsted og døde kort efter branden, var ligeledes uden formue .
Det samme var også tilfældet med Troels Olsen og Niels Christensen, der begge havde en halvgård i Hesselballe i Hjortshøj sogn, og begge så sig i stand til at flygte. Jesper Rasmussen, der boede i Elsted, var en af de første, der blev arresteret. Han blev for sin svagheds skyld bragt til sit hjem, som han forlod uden tilladelse, og havde heller ingen formue. Niels Smed, der var en ung og ledig person, opholdt sig hos faderen, Søren Jørgensen i Egå. Han blev mod kaution løsladt af arresten, men da han for et års tid siden begik nye ulovligheder, for hvilke han burde have været forvist fra sognet og egnen, opsagdes kautionen, hvorfor han atter indsattes i arrest i Århus, hvorfra han dog atter løslodes mod kaution af kaptajn Eppinger. Han er nu i København, og er også Ganske uden formue. Rasmus Røgter havde et boel i Egå, som han rømte fra. Hans hustru med to små børn sidder endnu i huset, og han arbejder for een og anden, men formue er der ingen af. Laust Sørensen, Anders Pedersen og Niels Bonde bor endnu i Hesselballe på deres steder. Men er også ganske uden midler.
Som det ses, var der ikke meget at fede kongens kasse med, men for dog at gøre et forsøg beordres amtsforvalteren til at lade herredsfogderne gøre udlæg, men får det triste svar tilbage, at der intet er at hente, hvad der naturligvis heller ikke var til opmuntring for Rasmus Randlev, der nok kunne trænge til at få nogle af de mange lod sølv, han var tildømt, eftersom hans udgifter - trods fri proces - til den hel sag beløb sig til 1933 rd, 5 mark og 3 skilling.
Kilder:
Rentekammerets kgl. resolutioner 18. juni 1728, 6. september 1729 og 24. december 1738.
Højesterets voteringsprotokol 1735, blad 8b - 15.
Aarhus Amtstues kontributionsregnskab 1735, bilag E.E. og 1736 Bilag X.
Jydske registre 8. august 1729 og 6. august 1734.
Fæstebønderne led under deres godsejeres tyranni og måtte desuden betale et årligt beløb, yde arbejdstjeneste, udføre hoveri og betale tiende til godsejeren - tiende gik dog til staten. Godsejeren måtte til enhver tid afstraffe fæstebonden, sætte ham i fangehul eller indskrive ham til militsen, hvis bonden f.eks. nægtede at overtage en ringe gård. Fæstebønderne kunne ikke forlade deres gård, grundet stavnsbåndet og levede på et eksistensminimum. Fæstebønderne havde ingen tid til at passe deres egne marker, da hoveriet tog alt deres fritid
Birgit Antonette Bernhard, 06-11-2011 14:46:56
